Få måneder efter Regeringen fremlagde den nye sundhedsreform og visionerne for teknologiunderstøttelse af sundhedsvæsenet høster de vestdanske regioner nu gevinsterne ved Danmarks første tværgående, nationale patientdataløsning.
Med afsæt i en nyudviklet patientdataløsning, som it-konsulenthuset Capgemini står bag, har de vestdanske regioner nu for første gang herhjemme fået et samlet, tværgående overblik over patienters behandlingsforløb og -aftaler.
Dermed har alle sundhedsaktører i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland nu langt bedre muligheder for at sikre et sammenhængende, gennemsigtigt og effektivt sundhedsvæsen for tre millioner danskere: Helt i tråd med ambitionerne i regeringens nye sundhedsreform, der blev præsenteret i november 2024.
”Den nye løsning i Vestdanmark er en milepæl på vejen mod regeringens ambition om et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Men den er også et betydeligt fremskridt for alle parter i et behandlingsforløb, fordi de nu har adgang til samme overblik over patientens aftaler på tværs af almen praksis, speciallæger, sygehuse og kommuner. Det sikrer et langt tættere samarbejde mellem det nære og regionale sundhedsvæsen og gør det muligt at tilrettelægge bedre behandlingsforløb og forbedre oplevelsen for patienterne,” siger Annette Spicker, Director i Digital Health Services hos Capgemini Danmark.
Gevinster for behandlere og patienter
Med den nye patientdataløsning har klinikere i regionerne via EPJ-systemet altid opdaterede informationer om alle patienternes aftaler – ikke bare i andre afdelinger i regionen, men også hos patientens kommune, egen læge, speciallæge og i øvrige regioner. Samtidig giver den nye løsning patienterne adgang til et centralt overblik over både tidligere og kommende aftaler på tværs af samtlige aktører. Det er et betydeligt fremskridt for alle parter.
Sundhedsreformens vigtigste fokus er at skabe velkoordinerede behandlingstilbud for kronikere og andre patientgrupper, som har langvarige og komplekse forløb. Og budskabet fra politisk side er, at en højnet teknologiunderstøttelse er central for at løse denne udfordring ved at skabe sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenets aktører. Ifølge Annette Spicker har patientdataløsningen på kort tid skabt markante fordele for både behandlere og patienter i de vestdanske regioner. Ikke mindst for kronikere som KOL-, hjerte- og diabetespatienter.
”I fx Region Midtjylland er den nye løsning allerede et uundværligt værktøj i hverdagen. Regionen har længe ønsket at gøre det lettere for klinikerne at koordinere og skabe sammenhæng i patientforløb, som involverer forskellige af sundhedsvæsenets parter. I dag kan de koordinere forløb ud fra ét samlet overblik over alle patientens aftaler. Det giver enklere og bedre arbejdsgange på hospitalet, og nok så vigtigt fritager det patienten for selv at skulle sikre koordineringen af eget sundhedsforløb,” forklarer hun.
Patientdataløsningen i Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland er en del af det ambitiøse nationale projekt, Et Samlet Patientoverblik, og forbinder de tre regioner med Sundhedsvæsenets centrale patientdataprojekt, Aftaleoversigten. Aftaleoversigten er den længe efterspurgte nationale dataplatform, som har til formål at gøre det lettere for både patienter og sundhedspersonale at få indsigt i behandlingsforløb og -aftaler, herunder konsultationer, behandlinger og andre relevante aftaler.